Blog

Et godt redskab til konflikthåndtering

Skrevet af psykolog og parterapeut Maria Rauff Schurmann.

Time out og time in

Dette blogindlæg serverer et godt, simpelt og gratis redskab til hvordan man kan håndtere en konflikt.

Der findes mange forskellige redskaber til hvordan man løser konflikter – dette er blot et af dem. Det er dejligt simpelt og virker for de fleste – så jeg håber det også kan være en hjælp for dig.

Hvornår bruger man det?

Dette redskab er til når man er landet hovedkulds i en træls konflikt, som man kan mærke, ikke er tæt på at blive løst, men i stedet er under optrapning.

Hvad gør man helt konkret?

Forberedelse i fredstid

Det absolut første skridt er man i fredstid laver en aftale med sin partner om at man vil prøve at benytte dette redskab ved næste konflikt.
Hvis I kan blive enige om det er tid til at sætte nogle spilleregler op for både time out og time in.

Gå igennem følgende tjek-liste sammen:

  1. Hvordan skal vi sige at det er tid til time out?
    (Fx: ”Er det tid til en time out?”)
  2. Hvor længe skal en time-out vare hjemme hos os?
    (Fx 10 min., 30 min., 1. time)
  3. Hvad gør vi hvis vi ikke er klar til time in, når time out tiden er udløbet?
    (”Jeg kan mærke jeg fortsat er uhensigtsmæssigt irriteret, kan vi tage en halv time mere?”)
  4. Hvad skal vi lave sammen i time in?
    (Det er vigtigt I i fredstid laver en fællesstrategi for hvad I skal gøre i time in. Der er en regel for time in, og det er at I ikke skal vende tilbage til konflikten, men i stedet gøre en lille rar ting sammen: dele en sodavand, læse i avisen sammen, se et afsnit, gå ud og nærstudere blomsterne i haven osv.)

Når I har været igennem denne tjekliste er I klar til at bruge redskabet ved næste konflikt.

Under selve konflikten

Det første man gør i kampens hede, er at når man har registreret at den aktuelle konflikt er på vej til at have sit helt eget liv, så siger man:

  • ”Jeg tror det er ved at være tid til en time out. Skal vi mødes her igen om et kvarter/en time?”
  • Overholde tiden i time out eller bede om forlængelse.
  • Finde sammen i time in, og gør det I har aftalt der skal ske i netop jeres time in.