Blog

At ønske den anden er tankelæser

Skrevet af psykolog og parterapeut Maria Rauff Schurmann.

At ønske den anden er tankelæser

Når mennesker indgår i parforhold har de en tendens til at gerne ville sammensmelte med den anden.  Man vil gerne være meget tætte. Man vil gerne vide hvad hinanden tænker og føler. Man vil gerne dele livet sammen. Man vil gerne være den person, der kender den anden bedst.

Det er alle nogle rigtig gode ønsker – der vidner om hvor stor kærligheden mellem mennesker kan være.

Ofte sker det dog, at fordi man er så tætte, nære og kender hinanden så godt –  at man så også kan komme til at forvente det umulige af den anden.

Man kan let komme til at forvente af ens partner, at han eller hun ved hvad man tænker, føler og har brug for. Sagt på en anden måde; man kommer til at forvente af ens partner af han eller hun er en tankelæser.

”Hvad siger det om os som par?”

Jeg kan ligeså godt med det samme afsløre, at jeg endnu ikke har mødt en person, der kunne læse tanker. Har du det? Formentligt ikke. Så hvorfor er det mange i bund og grund godt kunne tænke sig det fra ens partner?

Mange føler, at det siger noget om hvor tætte eller ikke tætte man er med sin partner, hvis han eller hun ikke af sig selv kan regne ud hvordan man har det med noget bestemt.
Måske man tænker: ”Det har vi jo snakket om tusind gange”.

Andre tør måske ikke fortælle sin partner hvordan landet ligger, og håber derfor han eller hun selv regner det ud.

Realiteterne er dog, at uanset hvor mange gange man synes man har talt om tingene, så er det en umulig opgave for ens partner, at altid kunne regne ud hvad man har brug for.

Nogle gange ved partneren det højst sandsynligt – men ikke altid, og det er helt okay.

At være assertiv

Hvad gør man så når han eller hun ikke kan regne det ud af sig selv?

Man fortæller vedkommende det man føler, tænker og vigtigst af alt; det man har brug for.

Det kaldes at være assertiv.

At være assertiv betyder:

”Assertiv adfærd og kommunikation er at være i stand til at turde – og at kunne – udtrykke sine behov, meninger og holdninger klart og utvetydigt med respekt for sig selv og modparten. Det handler om at stå ved sig selv og få tingene sagt uden omsvøb.”

Når man fortæller sin partner hvad man har brug for på en god og respektfuld måde, er der langt større sandsynlighed for at man faktisk får det.

Så en opfordring herfra er at gøre dig selv og din partner en tjeneste ved at kommunikere dine tanker, følelser og behov mere tydeligt.